Opgaver i arbejdshøjde

Vores organisatoriske entreprenørskab udspringer af en stærk ambition om at bidrage med praktiske greb og tilgange, der holder opgaverne i arbejdshøjde og rummene for muligt samarbejde og ejerskab til gode løsninger åbne. Og denne uges arbejde har på alle fronter stået i samarbejdets tegn.

Vi har haft arbejdsomme dage med ledere og medarbejdere, om at bringe hverdagens opgaver i arbejdshøjde. Vi har også holdt møde med et bestyrelsesmedlem fra DIF. Forenings-Danmark er interessant – og meget mangfoldig! Vi har fået gode indsigter og pejling af relevant fokus for, hvor vi kan sætte vores viden og kompetencer i spil i et samarbejde mellem os og foreningerne. Det vil vi i den kommende tid omsætte til mulige ydelser og tilbud målrettet dette område – også her er der opgaver der skal bringes i arbejdshøjde.

 

På inspirationssiden kan vi videregive vores anbefalinger til at læse dette indlæg fra DenOffentlige.dk. Indlægget præsenterer konklusionerne på Lea Poulsen og Cecilie Færch’s kandidatspecialer fra RUC om borgerdrevet samskabelse. Specialerne undersøger gennem de to casestudier den nye rolle embedsmændende skal indtage hvis samskabelse med borgerne skal lykkes.

Hvor embedsmanden traditionelt tager styring og sætter retning på baggrund af ledelsens og politikernes kurs, handler denne nye rolle i stedet om at facilitere borgernes muligheder og lyst til at tage styring og sætte retning. Som konklusion peger på fire kompetencer, der skal være tilstede i embedsværket for at lykkes med borgerdrevet samskabelse:

  1. Være understøttende men ikke styrende
  2. Være god til at skabe relationer
  3. Agere bindeled mellem borgerne og kommunen
  4. Kunne tilpasse sin rolle efter situationer og behov

Vi kan ikke være mere enige. Det er bekræftende læsning i forhold til en nødvendig erkendelse af at der er brug for at opbygge nye former for bureaukratisk professionalisme.