Din ledelseshånd

Ledelse handler om at gøre noget

Det er i den sidste ende adfærd, som er det vigtigste. Derfor bør ledelsesgrundlaget især fokusere på adfærd og kun i mindre grad på holdninger og tanker. At adfærden så udspringer af ledelsesværdier, er en helt anden sag.

Fra Ledelseskommissionens startkit

Hvem møder du, og hvad sker der, når du lægger hånd på ledelsesarbejdet? At formulere dit ledelsesgrundlag handle om at gå tæt på hvordan aftrykket af netop dit personlige lederskab ser du. Din gode ledelseshånd er et enkelt redskab, du kan bruge til at beskrive hvordan ledelse ser ud, når netop du gør det.

Vis mig din ledelseshånd 

Din ledelseshånd er et redskab, du kan bruge alene og sammen med andre, når du skal sætte ord på, hvordan din ledelsesadfærd og dine konkrete handlinger gør en forskel – og sætter fingeraftryk i organisationen. I al sin enkelhed har du allerede redskabet ved hånden. 

Brug spørgeguiden til en samtale med og om dig selv. 

Sæt ord på dine fingre. 

Tommelfinger: Hvad anerkender andre dig for?

  • Eksempler på noget du har gjort, hvor andre ikke er i tvivl om, at dét var dig.
  • Hvilke konkrete måder at handle på gør at du selv og andre tænker, at leder dét er dig?
  • Hvilke særlige aftryk har du sat og ønsker du at sætte med din ledelse?

Tommelfingerens symbolske betydning er selvfølelse og viljestyrke.

Pegefinger: Hvilke opgaver er du bedst til at løse?

  • Eksempler på det du peger på, opsøger og insisterer på, der skal gøres noget ved.
  • Hvilke resultater har du skabt som du er særlig stolt af – og hvad gjorde du selv, som fik det til at ske?
  • Hvilke ledelsesopgaver investerer du særlig tid og opmærksomhed på?

Pegefingerens symbolske betydning er stolthed, magt og arbejde.

Langefinger (el. F***finger): Hvad kan gøre dig irriteret?

  • Eksempler på situationer hvor du bare fik nok! 
  • Hvad udfordrer dig i ledelsesarbejdet? Fx andres adfærd, handlinger og reaktioner, eller typer af opgaver og situationer, du skal tage dig af – selvom det ikke burde være nødvendigt. 
  • Hvilke normer og værdier driver dig – og hvad vil du bare ikke acceptere?

Pegefingerens symbolske betydning er psyke, personlig karakter og ansvarsfølelse.

Ringefinger: Hvad er du særlig dedikeret til?

  • Eksempler på situationer hvor du gik gennem ild og vand for dét, du troede på. 
  • Hvad er du altid loyal mod og hvordan kommer det til udtryk? 
  • Ledelse i medgang og modgang – hvad er du villig til at acceptere, og hvad får dig sige fra?

Ringefingerens symbolske betydning er kærlighed og kreativitet.

Lillefinger: Hvad gør dig til noget særligt? 

  • Eksempler på situationer hvor netop din måde at gå til det på gjorde en forskel.
  • Hvad er dit særlige ninja-trick, når alt andet er prøvet, eller der bare er brug for at finde en hurtig vej rundt, for at få det til at gå op?
  • Hvordan ser god kommunikation ud, når du gør det? 

Lillefingerens symbolske betydning er kommunikation og intelligens.

Kig på hele hånden: Hvordan virker din ledelseshånd i organisationen?

Hvordan ser det ud, når du bruger hele hånden – eller nogle af fingrene i kombination med hinanden Fx

  • Dit pincet-greb med tommel- og pegefinger, når du gør dig ekstra umage?
  • Mødet hvor du bliver utålmodig og trommer i bordet – er der én af fingrene der trommer højest? 
  • Hvor bliver det nogle gange bare til en irriterende håndfuld fedte-fingre? Og hvad gør du så?
  • Når du giver dine medarbejdere en hånd i ryggen i form af støtte, sparring? Hvad får dig til at se at behovet er der, hvordan lyder det og ser det ud, når du skal hjælpe andre videre og få opgaven på skinner?
  • Er der områder, hvor du har en særlig fingerspids-fornemmelse for at tilpasse dine handlinger og den måde, du doserer dig selv i ledelsesarbejdet?

Tag hånd om din samtale

Formålet med din ledelseshånd er, at du får sat ord på væsentlige kendetegn for din måde at bedrive ledelse.

Her er følgende tre perspektiver værd af undersøge:

Intentionen/holdningen 

<-

Sig mig, hvad du ville?

Handlingen/din adfærd 

->                                          <-

Hvad gjorde du så?

Reaktionerne/virkningen

->                                             <-

Hvad skete der så? 

 

En almindelig menneskelig tendens er, at vi vurderer os selv på vores intentioner og andre på konsekvenserne af deres handlinger. Det betyder, at vi typisk efterrationaliserer, når vi skal vurdere meningen med det, vi selv gør. 

Redskabet din ledelseshånd lægger op til, at du gør dig umage med at beskrive hvad du faktisk gjorde og forholder dig undersøgende til, hvordan det virkede og til hvad der fik til at handle. Samtalen giver mulighed for at udforske mulige blindepletter og at tage dig selv og den måde din ledelse virker på alvorligt.

Det kræver både lidt øvelse at være konkret og mod til så neutralt som muligt at beskrive hvad du gjorde i konkrete situationer. Gennemfører du samtalen med en anden, giver det jer mulighed for at øve jer i at dele jeres erfaringer med både når ledelsesarbejdet går rigtig godt, og når det falder mindre heldigt ud, trods gode intentioner. Det vigtige er, at I har etikken på plads og etablerer et fortroligt rum, hvor I er trygge ved at blotte jer for hinanden.