Det psykosociale arbejdsmiljø – en strategisk prioritet
BANI lyder måske som endnu et nyt buzzword i ledelsesverdenen. Endnu en model. Endnu en forkortelse.
Men BANI er i vores øjne et godt bud fra fremtidsforskerne på væsentlige forandringer i grundvilkårene for vores arbejdsliv. Og vi genkender forandringerne som noget, ledere og medarbejdere allerede mærker i kroppen hver dag.
Fra at håndtere kompleksitet skal vi navigere i skrøbelighed. Fra at lære at leve med usikkerhed er vores bekymring for at fejle eller ikke slå til blevet dybere. Fra at acceptere, at tingene udvikler sig hurtigt, kan vi i dag helt miste grebet om, hvordan ting hænger sammen.
BANI står for:
- Brittle(Skrøbelig) Systemer og strukturer, der opleves mere ustabile eller bryder uventet sammen.
- Anxious (Ængstelighed)
En arbejdskultur, der i stigende grad bliver præget af usikkerhed om egne og organisationens evner til at slå til. - Nonlinear (Ikke-lineær)
Små handlinger, der får uforudsigelige (og nogle gange store) konsekvenser. - Incomprehensible (Uforståelig)
Verden er ikke bare kompleks, men opleves også umulig at forstå til fulde.
At lykkes med opgaverne som organisation og som mennesker er uløseligt forbundet. De fire grundvilkår er ikke bare ledelsesudfordringer knyttet til enkelte forandringstiltag eller begivenheder. Det er grundvilkår, som aktualiserer behovet for at gøre det psykosociale arbejdsmiljø til en strategisk prioritet og forudsætning for at lykkes med strategi, drift og udvikling.
Fra individuel byrde til fælles ansvar og handling i hverdagen
Påvirkningerne af BANI kan vi som individer genkende som knugen i maven, når noget falder fra hinanden, og vi ikke ved, hvordan vi skal samle det op igen. Som rastløshed og søvnløshed, når fremtiden eller bare morgendagen føles uklar. Som frustration over, at dét, der virkede i går, ikke virker i dag. Som en handlekraft, der forsvinder, fordi det er svært at regne ud og være sikker på, hvad der er det rigtige at gøre – selv i et kort perspektiv.
Disse følelser er ikke et tegn på, at vi som individer er svage eller utilstrækkelige. Tværtimod er de et signal om, at der er brug for, at vi i vores organisationer finde nye måder at arbejde sammen på, når systemer er skrøbelige, reaktionerne er følelsesdrevne, årsag og virkning ude af trit, og kompleksiteten ofte ubegribelig.
I arbejdet med det psykosociale arbejdsmiljø bliver det derfor stadig mere betydningsfuldt, at vi ikke sygeliggør den enkelte medarbejders eller leders oplevelse. I stedet skal vi se på, hvordan vi som arbejdsfællesskaber og organisationer kan bygge strukturer og kulturer, der giver mere modstandsdygtige fællesskaber at læne sig ind i.
BANI kalder på, at vi gentænker og modner vores forståelse af de forhold, der har betydning i det psykosociale arbejdsmiljø. Det er ikke en luksus eller et “blødt” HR-tiltag, men en afgørende faktor for, at vi kan trives og lykkes med vores arbejde sammen – også når det hele er lidt af lave.
Når vi tager det alvorligt, bygger vi arbejdspladser, hvor mennesker ikke bare overlever, men faktisk trives – og hvor hverdagen skaber resultater.
Værktøj: Bring BANI på banen
Genkender du nødvendigheden af at få talt om BANI med dine kollegaer, dit lederteam eller dine medarbejdere?
I Hammer og Hollænder har vi udviklet et enkelt værktøj, der sætter dialogen i gang og modner det fælles sprog om, hvordan de nye grundvilkår kommer til udtryk på jeres arbejdsplads, og hvad det er vigtigt at tage hånd om i jeres måder at arbejde og samarbejde på.
Værktøjet består af 1 spilleplade og 16 refleksionskort, og du kan downloade det hele her.
Fra VUCA til BANI – verden udvikler sig, og det påvirker os
Vi har brug for forklaringsmodeller, der hjælper til at forstå de vilkår, som vores liv og verden, krav til ledelse og organisationer udvikler sig i. Her kan akronymer som VUCA og BANI hjælpe os.
Siden slut 1980’erne har VUCA vundet indpas i ledelses- og erhvervsverdenen, som en sådan forklaringsmodel, der beskriver hvordan en verden med nærmeste konstante forandringer stiller krav til ledelse, der evner at arbejde med omstilling og nytænkning. VUCA er akronym for Volatility, Uncertainty, Complexity og Ambiguity – eller på dansk: Omskiftelighed, Usikkerhed, Kompleksitet og Tvetydighed.
I slutningen af 2010’erne er BANI introduceret af fremtidsforskere med afsæt i, at VUCA ikke længere er tiltrækkelig til at beskrive, hvordan den øgede acceleration giver nye udfordringer. Som teoretisk tilgang lægges i BANI vægt på behovet for at modne sproget om konsekvenserne og måderne det påvirker os som mennesker, og på hvordan løsningsmodeller må søges på nye måder i ledelse og samarbejde.